Vælg hundegodbidder efter formålet: små, bløde bidder til træning, tyggeben til beskæftigelse og dentalsnacks til tænderne. Godbidder bør højst udgøre ca. 10 % af hundens daglige kalorier.
Himalaya Tyggeben – langtidsholdbar (fl. str)
Hårdt tyggeben af typen Himalaya, produceret i Europa. Fås i flere størrelser og holder til længere tyggerier.
Tynde, flade skiver kylling, der let brækkes i mindre bidder. Praktisk format til træning med mange gentagelser.
Tyggeemne af okse med kun 2 % fedt. Et alternativ til klassiske tyggeben til hunde på slank kost.
Kaninører med pelsen på, hvor pelsen virker som naturligt fiber. Kanin er samtidig protein, de fleste hunde ikke har prøvet.
Minigodbidder på under en centimeter til træning, hvor hunden skal have mange belønninger i træk uden pauser.
Dentalsticks uden korn til den daglige tandpleje — tænkt som fast rutine frem for lejlighedsvis snack.
Blød bagværksgodbid til hunde, der har svært ved de hårde typer, for eksempel ældre med slidte tænder.
Skærefast pølse med and og højt kødindhold. Fedtfattig og nem at dele i små bidder til træning. 100 g.
Marvben med fyld af kallun, lunge og lever, viklet i okselunge. Giver hunden lang tyggetid.
Træningsgodbidder i små tern på ca. 6 g med animalske ingredienser. Kan brækkes over til mindre bidder. 100 g.
Kornfrie godbidder af 100 % frisk laks. Små bidder, der egner sig godt til træning og belønning. 175 g.
Den rigtige godbid afhænger af, hvad den skal bruges til. Til træning skal den være lille, blød og dufte kraftigt, så hunden kan sluge den med det samme. Til beskæftigelse skal den være et tyggeben, der tager tid. Til tænderne skal det være en dentalsnack, hunden faktisk gnaver i. Fælles for alle typer er, at godbidder højst bør udgøre omkring 10 % af hundens daglige kalorier.
De fleste ejere køber godbidder til flere vidt forskellige ting, og det er sjældent den samme pose, der løser det hele. Belønning under træning, beskæftigelse på en regnvejrsdag og lidt hjælp til tænderne stiller hver deres krav til størrelse, konsistens og holdbarhed. Bruger du et hårdt tyggeben som belønning, mister du tempoet i træningen. Giver du bløde godbidder, der smuldrer, som beskæftigelse, er de væk på få sekunder. Det er her, de fleste skuffelser opstår.
Når du vender en pose om, er ingredienslisten det mest nyttige sted at kigge. Ingredienserne står efter mængde, så kød eller fisk bør stå først, hvis det er duften af kød, der skal lokke. Tilsat sukker, melasse eller meget salt har en hundegodbid ikke brug for. Står der kun “kød og animalske biprodukter” uden at nævne dyret, ved du ikke, hvilket protein hunden får. Det kan være et problem for en hund med følsom mave. De fleste godbidder er tilskudsfoder og kan ikke erstatte et måltid.
Tommelfingerreglen er, at godbidder højst må stå for omkring 10 % af dagens kalorier. Resten skal komme fra hundens fuldfoder, som er det, der sikrer de rigtige mængder vitaminer og mineraler. Har du en træningsuge med mange gentagelser, skal foderskålen ned tilsvarende. Ellers ender belønningerne med at gøre hunden tung.
Vær især opmærksom på tyggeben. Et stort ben eller tyggeemne kan indeholde mange kalorier, og for en lille hund kan det udgøre en stor del af dagens behov. Giver du et om eftermiddagen, giver det mening at skære lidt ned på aftensmaden i stedet for at lade det hele komme oveni. Kalorieindholdet står på pakken, og fedtfattige tyggeemner er et godt valg til hunde, der skal holde vægten.
Træner du meget, kan du også tage en del af dagsrationen af hundens almindelige tørfoder med i godbidstasken. Mange hunde arbejder fint for det, især indendørs, hvor der ikke er så meget, der forstyrrer.
En træningsgodbid skal være væk på et sekund. Skal hunden tygge, mister den koncentrationen, og du taber rytmen mellem gentagelserne. Ærtestørrelse er rigeligt til en mellemstor hund, og til en lille hund kan du dele bidderne igen. Pølser og flade skiver, der kan skæres eller brækkes, gør det nemt at tilpasse størrelsen.
Lugten betyder meget. Lever, fisk og ost trækker som regel bedre end tørre kiks, især udendørs, hvor der er meget at kigge på. Brug gerne en mere attraktiv godbid til svære øvelser eller nye omgivelser og en mere almindelig til det, hunden allerede kan. Har du brug for et udvalg af netop den type, finder du det under træningsgodbidder.
Mange hunde falder til ro, når de får noget at tygge på, og det er en af de enkleste måder at give hunden noget at lave på, uden at du selv skal være med. Et hårdt tyggeben kan holde en ivrig tygger beskæftiget over flere omgange, mens en presset tyggepind ofte er væk hurtigt.
Vælg noget, der slides gradvist ned frem for at knække i store stykker. Når resten er så lille, at den kan ryge ned i ét hug, skal den væk. Udvalget af tyggeben og kødben til hunde spænder fra bløde, tørrede varianter som kaninører til hårde ostebaserede tyggeben af typen Himalaya.
Tyggegodbidder til hunde findes i nogle få grundtyper, og de opfører sig forskelligt. Tørrede naturlige dele som ører, sener og luftrør er relativt bløde og bliver ædt hurtigt. Pressede hundeben og tyggeringe er formet af en masse, ofte hud eller stivelse. De holder længere, men kan blive bløde, når de er gennemvædet af spyt, og så går de lettere i stykker i større bidder. Ostebaserede og meget tørre tyggeben er de hårdeste og holder længst.
Klassiske råhudsben bliver seje og glatte efter lang tids tygning. En stor, opblødt luns kan sætte sig fast i spiserøret eller tarmen, hvis den sluges, så giv dem kun under opsyn.
Hårdere er ikke altid bedre. Meget hårde emner som gevir, hove og store marvben kan give tandbrud, især på de store kindtænder hos hunde, der bider hårdt. En hund, der tygger sig hurtigt igennem, har derfor mere brug for et større emne end for et hårdere. En udbredt huskeregel er, at du skal kunne lave et lille mærke i overfladen med neglen. Kan du ikke det, er emnet meget hårdt.
Der er ingen fast grænse, men lange tyggesessioner gør kæbemusklerne trætte, og en træt hund tygger mere ukoncentreret og kommer lettere til at sluge store stykker. Tag hellere benet væk efter en passende tid, gem det, og giv det igen en anden dag. Det holder også på interessen.
Der findes ikke ét bedste tyggeben. Det rigtige valg afhænger af din hund. Sammenlign på størrelse i forhold til hundens mund, hårdhed, hvor hurtigt emnet slides, og om det knækker eller slides jævnt. Sunde tyggeben til hunde har typisk få ingredienser og intet tilsat sukker, og kalorieindholdet bør stå på pakken. Foretrækker du rene, tørrede produkter, kan du se udvalget af naturlige tørrede godbidder.
Dentalsnacks virker mekanisk. Når hunden gnaver sig igennem overfladen, skraber den let mod tænderne, og det kan bremse ny belægning. Nogle produkter indeholder desuden stoffer, der skal mindske dannelsen af tandsten. Sidder tandstenen der først, får ingen godbid den af igen. Det kræver en tandrensning hos dyrlægen.
Daglig tandbørstning er fortsat det mest effektive, du selv kan gøre, og dentalsnacks erstatter det ikke. De er et supplement, der især giver mening hos hunde, der ikke vil have børsten i munden. Bliver dårlig ånde pludselig værre, eller har hunden blødende tandkød, er det en sag for dyrlægen og ikke noget, en snack løser. Se udvalget af tandrensende godbidder til hunde.
Får hunden et bestemt foder på grund af maveproblemer eller kløe, giver det sjældent mening at give den godbidder lavet af noget helt andet. Ved foderallergi er det oftest proteinkilden, hunden reagerer på, så se først og fremmest efter, hvilket kød der er brugt. Rene tørrede kødprodukter har typisk en kort ingrediensliste, så du kan se, hvad der rent faktisk er i.
Kornfrie godbidder er kun en løsning, hvis det er korn, hunden ikke tåler. Er hunden på en eliminationsdiæt hos dyrlægen, kan selv få godbidder med en anden proteinkilde ødelægge forsøget, så aftal med dyrlægen, hvad der må gives. Godbidder med et protein, hunden ikke har fået før, som fx kanin, kan være en mulighed, men kun hvis det passer ind i diæten. Du finder et udvalg af kornfri godbidder, hvis det er det, din hund har brug for.
Skifter du til noget nyt, så giv et par stykker de første dage frem for en hel pose. Så ved du, hvad der var årsagen, hvis maven reagerer.
Mens tænderne skifter, har hvalpen et naturligt behov for at tygge, men mælketænderne og de nye blivende tænder kan ikke klare samme belastning som en voksen hunds. Meget hårde ben og hove kan give tandbrud, så de bør vente, til de blivende tænder er kommet helt frem. Vælg de blødere, tørrede varianter, hold øje, mens hvalpen tygger, og fjern resten, når stykket er blevet lille. Der findes et separat udvalg af tyggeben til hvalpe.
I den anden ende af livet kan en ældre hund med slidte eller ømme tænder have svært ved de hårde typer. Bløde, bagte godbidder er ofte lettere at håndtere. Vil en ældre hund pludselig ikke tygge på noget, den plejer at kunne lide, så lad dyrlægen se på tænderne.
Kogte knogler og stegeben hører ikke hjemme hos hunden, da de kan splintre i skarpe stykker. Det samme gælder alt, der er blevet så lille, at det kan sluges helt, og stykker, der knækker af i store flager. Sluger hunden noget stort, og begynder den bagefter at kaste op, savle eller virke utilpas, så kontakt dyrlægen.
doggies.dk er en affiliate-side. Klikker du videre og køber, får vi en lille kommission fra butikken — prisen er den samme for dig. Rækkefølgen er vores egen redaktionelle vurdering, ikke et spørgsmål om hvem der betaler os mest. Priserne kommer fra forhandlerens produktfeed og kan nå at ændre sig — derfor skriver vi "se pris i butik".