Naturlige tørrede godbidder til hund

Hvad er naturlige hundegodbidder?

Naturlige hundegodbidder er tørrede dele af dyr uden noget tilsat. Det er typisk ører, skind, brusk, luftrør, lunge, kallun eller gevir. Fire ting afgør, om de passer til din hund: hvor fede de er, hvor hårde de er, hvor længe de holder, og om proteinkilden er en, hunden tåler. Et luftrør eller et stykke torskeskind er en mager tyggesnack. En grisehale er en fed en af slagsen, og et stykke hjortetak er så hårdt, at du skal vælge det med hundens tænder for øje.

Tørrede godbidder adskiller sig fra bløde, formede godbidder ved, at vandet er trukket ud i stedet for at blive bundet med glycerin eller sukker. Det gør dem lette at opbevare og giver en kraftig lugt. Til gengæld er de mere energitætte pr. gram end den friske råvare, fordi vandet er væk. Et lille stykke tørret kød rummer altså mere energi, end størrelsen antyder, og derfor skal det tælles med i hundens daglige foderregnskab.

Én ingrediens betyder ingen deklaration at tyde

En tørret kaninøre indeholder kaninøre. Der er intet sukker, ingen farvestoffer, ingen glycerin og ingen “animalske biprodukter” uden afsender. Derfor vælger mange naturlige godbidder til hunde frem for de forarbejdede varianter: du ved præcis, hvad hunden får.

Ordet “naturlig” garanterer dog ikke i sig selv, at der kun er én ingrediens. Sammenpressede stænger, rullede snacks og produkter med bindemiddel kan sagtens indeholde mel, stivelse eller andre tilsætninger. Vend derfor posen og læs ingredienslisten. Står der kun ét ord, er du på sikker grund.

Er tørret kød automatisk kornfrit?

Rent tørret kød, fisk, skind og brusk indeholder ikke korn. Det er de sammensatte produkter, du skal holde øje med, fordi bindemidlet ofte er hvedemel eller anden stivelse. Holder du hunden på kornfrit foder, giver det mening at holde samme linje med godbidderne. Vi har samlet kornfri hundegodbidder for sig, hvis du hellere vil have det på skrift end at gætte ud fra en varebeskrivelse.

Kanin, hjort, elg og fisk: proteiner mange hunde ikke har mødt

Kylling, okse og svin fylder i de fleste foderskåle. Kanin, hjort, elg og and er sjældnere, og det er pointen med en såkaldt ny proteinkilde: en hund kan kun udvikle foderallergi over for noget, den har været udsat for. Hvor “ny” en proteinkilde er, afhænger dog af, hvad netop din hund har spist. Fisk og kanin indgår efterhånden i en del foder og godbidder, så tjek, hvad hunden har fået tidligere, før du regner noget for nyt.

Reagerer din hund med kløe, ørebetændelse eller uro i maven på den mad, den plejer at få, så lad dyrlægen stå for udredningen, før du begynder at prøve nye proteinkilder af på må og få. Under en egentlig eliminationsdiæt skal hunden som regel kun have det foder, dyrlægen har anbefalet, i en længere periode. Godbidder med en anden proteinkilde kan ødelægge forsøget. Tørret kød er derfor kun en mulighed, hvis det er samme protein som i diætfoderet, og dyrlægen har sagt god for det. Når udredningen er på plads, kan du finde foder med begrænset antal ingredienser under allergivenligt hundefoder.

Tørringen afgør konsistens og holdbarhed

Tørret kød er kød, hvor vandet er trukket ud, typisk ved lufttørring eller tørring ved lav varme. Jo længere tørring, jo hårdere og sejere bliver stykket, og jo længere tid tager det at komme igennem. Så længe produktet er gennemtørt og holdes tørt, skal det ikke på køl.

Bløde, læderagtige strimler indeholder mere vand og skal bruges hurtigere efter åbning. Knastørre luftrør og skind kan holde længe. Til en ældre hund med slidte tænder er de bløde typer, fx lunge og tynde strimler, nemmest, fordi de kan deles i småbidder.

Opbevaring og hygiejne

Opbevar tørt, køligt og luftigt. En tætsluttende boks holder lugten inde, men er produktet ikke helt gennemtørt, kan der samle sig fugt i et lufttæt miljø. Kig efter mug eller en klam overflade, især på fede stykker som grisehaler, og smid ud ved tvivl. Køb hellere lidt ad gangen end en storpose, du ikke når igennem.

Tørrede produkter af animalske råvarer kan indeholde bakterier som salmonella. Vask hænder efter håndtering, især hvis der er små børn i huset, og lad ikke halvspiste stumper ligge og flyde på gulvet.

Fedtindholdet svinger mere, end udseendet afslører

Alt naturligt er ikke automatisk magert. Der er stor forskel på et stykke brusk og en grisehale, selv om begge kun har én ingrediens. Som grov inddeling:

• Magert: luftrør, brusk, sener, torskeskind og lunge.
• Magert til middel: kaninører, kallun, kyllingefødder og tørret muskelkød.
• Fedt: grisehaler, grisetryner, griseører, ører med fedtkant og alt med synligt hvidt fedt.
• Kalorietæt: fede fiskesnacks, fx af laks.

Har hunden let ved at tage på, så hold dig til brusk, skind og luftrør, og træk mængden fra dagens foder. En håndfuld tørrede stykker fylder mere i regnskabet, end de fylder i hånden. En udbredt tommelfingerregel er, at godbidder og tyggesnacks tilsammen højst bør udgøre omkring 10 procent af hundens daglige energiindtag. Resten skal komme fra et fuldfoder.

Magre tyggesnacks kan sagtens gives dagligt inden for den ramme, mens de fede typer egner sig bedre til en gang imellem. Fede godbidder kan give diarré hos hunde med sart mave. Hunde, der har haft bugspytkirtelbetændelse, bør holdes fra dem, og her er dyrlægen den rette at spørge om, hvad der er forsvarligt.

Tyggetid: fra sekunder til flere uger

Vælg efter opgaven. En godbid, der er væk på to sekunder, og en beskæftigelse, der skal holde hunden i gang en eftermiddag, er to forskellige køb. Tiderne nedenfor er vejledende og afhænger meget af hundens størrelse og måde at tygge på.

• Sekunder til minutter: fiskeskind, tynde strimler, lunge og små bruskstykker.
• Fem til tyve minutter: kaninører, kyllingefødder og kallun.
• En halv time eller mere: luftrør, grisehaler, større sener og sej hud som elghud.
• Dage til uger: hjortetak og andre gevirer.

Skal det holde længe, hører produktet reelt hjemme blandt tyggeben frem for godbidder. Det gælder også, når det handler om opsyn, og hvor tit det må gives.

Hårdt er ikke det samme som skånsomt

Hjortetak slides langsomt ned og splintrer ikke som kogte ben, men materialet er meget hårdt. Dyrlæger ser jævnligt hunde med knækkede tænder, ofte den store kindtand i overmunden, efter tygning på gevir, hårde ben og klove. En udbredt tommelfingerregel er, at hvis du ikke kan lave et lille mærke i overfladen med neglen, er tyggetingen hård nok til at kunne skade tænderne. Hjortetak er ikke udelukket af den grund. Vælg en størrelse, hunden ikke kan få helt ind i munden, giv det under opsyn, og drop det til hunde, der gnaver meget hårdt eller allerede har dårlige tænder.

Elghud er det modsatte: sejt frem for hårdt. Huden blødgøres, mens hunden tygger, så risikoen ligger mere i, at et for stort stykke bliver slugt, end i tænderne. Ingen af delene erstatter i øvrigt daglig tandpleje. Tygning kan hjælpe lidt på belægninger, men tandbørsten gør det grundige arbejde.

Kaninører med pels

Pelsen giver ekstra tyggearbejde og passerer normalt igennem uden besvær. Nogle hunde får løsere afføring af det, og så er varianten uden pels et roligere valg. Ser du blod i afføringen, gentagne opkast, eller virker hunden utilpas, hører det hjemme hos dyrlægen.

Naturlige hundegodbidder til træning: klip dem op

De fleste tørrede produkter er for store til belønning i høj frekvens. Klip fiskeskind, lunge og tørret muskelkød i ærtestore stykker med en saks, så du kan give tyve belønninger uden at give tyve godbidder.

Fordelen ved tørret kød som hundegodbidder til træning er lugten. Kallun og fisk lugter kraftigt, og det er præcis, hvad du har brug for, når hunden skal kaldes ind i en hundeskov fuld af distraktioner. Ulempen mærker du i jakkelommen, så brug en lukket boks eller en pose, der kan komme i vask. Skal du bruge noget blødere og mindre fedtet til hverdagens indendørs træning, findes der egnede træningsgodbidder i lukkede poser.

Tørret kød til hvalpe

Bløde ting som fiskeskind, lunge og tynde strimler går fint til hvalpe i små mængder. Giv én ny type ad gangen, så er det lettere at se, hvad maven kan klare. Hårde ting som gevir er for meget for mælketænder og for nye blivende tænder, der stadig er under udvikling. Vent med de hårde typer, til tandskiftet er overstået, og hold også da øje med, hvordan hvalpen tygger. I udvalget af godbidder til hvalpe passer størrelse og hårdhed bedre fra starten.

Opsyn, vand og de sidste stumper

Giv altid tørrede tyggeprodukter, hvor du kan se hunden, og altså ikke i bilen eller i buret uden opsyn. Sørg for adgang til vand, for tørret kød suger fugt, og mange hunde drikker rigeligt bagefter.

Tag stykket fra, når det bliver lille nok til at ryge ned i én mundfuld. Det gælder især seje ting som hud og luftrør. Har du to hunde, så hold dem adskilt, mens de tygger. De fleste konflikter om ressourcer opstår omkring noget, der lugter godt og er ved at være spist op.