Tyggeben & kødben til hund

Kødben til hund: rå, store nok og under opsyn

Et kødben til hund skal være råt, aldrig kogt eller stegt, og så stort, at hunden ikke kan få det ned i ét stykke. Giv det under opsyn i en begrænset periode, og tag det, når det bliver småt. Hårde ben kan knække tænder, så til kraftige tyggere, hvalpe og hunde med dårlige tænder er blødere tyggeben som sener, oksehud eller fiskeskind ofte det bedre valg.

Ingen ben er helt uden risiko. Danske dyrlæger ser både knækkede tænder og knoglestumper, der sidder fast i spiserøret, og det gælder også store okseben. Derfor handler resten af siden om, hvordan du vælger type, størrelse og hårdhed efter netop din hund.

Det bedste tyggeben til hunde findes ikke i én udgave

Leder du efter ben til hunde, støder du hurtigt på lister over det bedste tyggeben. Et tyggeben, der passer til én hund, kan være det forkerte valg til den næste. Sammenlign i stedet fire ting: hårdheden, størrelsen i forhold til hundens gab, fedtindholdet og råvaren. Står der kun én dyreart på pakken, er det lettere at holde styr på, hvis hunden reagerer på bestemte proteiner. Hvordan hunden tygger, siger mere end race og vægt.

Kødben, marvben og tørrede ben er ikke det samme

Et råt kødben er en knogle med kød, sener og brusk tilbage på, typisk fra okse, lam eller kalv. Et marvben er en udskåret rørknogle, hvor det meste af arbejdet ligger i at få marven ud. Tørrede, røgede eller pressede tyggeting er varmebehandlet eller forarbejdet råvare, som kan ligge i skabet og har en helt anden konsistens.

Kødben til hunde dækker altså over vidt forskellige produkter, og de stiller forskellige krav til dig. Rå ben hører til i fryseren og skal håndteres som råt kød. Til hunde på råfoder (BARF) indgår rå kødfulde ben som fx kalkunhalse ofte i selve kosten, mens tørrede tyggeting mere minder om resten af godbidssortimentet.

Typerne af tyggeben, og hvad de kan

Ordet tyggeben dækker alt fra bløde, opblødte ruller til rigtige knogler. Forskellene har betydning for både tænder og mave:

• Oksehud (fx rullede politistave): blødes op af spyt og bliver sejt. Langvarigt for gnaveren, men flænseren kan rive store flager af, og store, opblødte stykker kan sætte sig fast, hvis de sluges.
• Sener og nakkesener: trævler op i fibre i stedet for at knække. Nænsomme ved tænderne og gode til hunde, der skal tygge længe.
• Tyggerødder: hårde og holdbare. De flosser typisk op i fibre frem for at splintre, men de er hårde nok til, at neglentesten nedenfor også gælder her.
• Hove: meget hårde og blandt de tyggeting, dyrlæger nævner i forbindelse med knækkede tænder.
• Grisøre og luftrør (trachea): hurtige at komme igennem. Ører er fedtrige, mens luftrør overvejende er brusk og giver sig under tanden.
• Fiskeskind og tyggepinde af fisk: lettere tyggeaktivitet til små hunde og et alternativ til hunde, der ikke tåler oksekød.
• Vegetabilske og formstøbte tyggesnacks: ensartede i størrelse og konsistens, hvilket gør det lettere at vælge den rigtige størrelse til hunden.
• Rå kødben og marvben: det tungeste tyggearbejde, med kød og marv på købet, men også med de største krav til størrelse og opsyn.

Vil du hellere have tørret kød uden knogle, finder du typerne samlet under naturlige tørrede godbidder.

Tyggestænger og tyggepinde til hunde

Tyggestænger til hunde er typisk rullet eller presset oksehud, tørrede sener, fiskeskind eller formstøbte stænger af vegetabilske råvarer. Tyggepinde til hunde er de samme materialer i en tyndere og kortere udgave, ofte beregnet til små hunde eller som en hurtig godbid. Nogle steder kaldes de gnaveben eller hundeben, men der er sjældent tale om ægte knogle. Vælg en stang, der er længere end bredden af hundens snude, og tag den, når den er tygget ned til en stump, der kan sluges hel. En stor hund er færdig med en tynd pind på få minutter. Her giver en tyk stang eller en nakkesene mere tyggearbejde.

Hårdheden afgør, om tænderne kan holde til det

Prøv at trykke en fingernegl ned i overfladen på det, hunden skal tygge i. Kan du lave et lille mærke, er det som regel skånsomt nok. Kan du ikke, er materialet hårdt nok til, at en ivrig tygger kan flække en tand på det. Det gælder især vægtbærende knogler fra store dyr som lårben af okse, hove og meget tørre, pressede tyggeting.

Skaden ses oftest på den store kindtand i overkæben, som tager det meste af tyggekraften. Bruddet går ofte ind til tandens nerve, gør ondt og opdages tit først, når hunden begynder at tygge i den ene side eller taber mad. En knækket tand skal ses af en dyrlæge hurtigt, ikke afventes.

Hårde tyggeting er ikke forbudte for alle hunde, men du skal kende din hund. En hund, der gnaver metodisk i småbidder, kan godt have et hårdt ben, mens hunden, der bider igennem med fuld kraft med det samme, får mere ud af noget, der giver sig lidt, fx brusk, sener eller oksehud. Er du i tvivl om, hvordan tænderne har det, så bed dyrlægen kigge efter ved næste kontrol.

Tyggestilen betyder mere end racen

Gnaveren ligger og skraber i småbidder og kan have det samme tyggeben i dagevis. Flænseren river hele stykker af med kindtænderne og er færdig med en oksehudsrulle på et kvarter. Slugeren arbejder sig frem til en størrelse, den kan få ned, og forsøger at synke resten hel.

De to sidste typer skal have store ting, der ikke kan flænses i stykker, og du skal være i samme rum. Til en sluger er små benstumper, hove og andet med hårde, skarpe kanter det dårligste valg, og mange slugere har det bedst helt uden ben.

Benet skal være for stort til at kunne sluges

Den vigtigste regel er banal: benet skal være så stort, at det ikke kan komme bagom kindtænderne og videre ned. Et ben, der passer til en labrador, kan være for lille til en hund med større gab, så mål efter hunden og ikke efter pakken.

• Hold benet op mod gabet, før du giver det. Er du i tvivl, så vælg en størrelse op.
• Ét ben, én hund: del aldrig et ben mellem to hunde i samme rum.
• Hold opsyn, og bliv i nærheden, så længe hunden tygger.
• Tag benet, når det bliver småt nok til at kunne sluges helt, og smid resten ud.
• Sæt frisk vand frem ved siden af tørrede tyggeting.

Marvringe og underkæben

Korte, ringformede marvben kan sætte sig fast om underkæben, hvis hunden får kæben ned gennem hullet. Benet låser sig så bag hjørnetænderne, og hunden kan ikke selv få det af. Vælg længere ben eller ringe, hvor hullet er for lille til, at kæben kan passere. Sidder et ben fast, så kør til dyrlægen eller dyrehospitalet i stedet for selv at vride det løs; det kræver ofte bedøvelse at få det fri uden at skade kæben.

Kogte, stegte og røgede ben

Kogte og stegte ben hører aldrig hjemme hos hunden. Varmen gør knoglen skør, så den knækker i skarpe skår, der kan skade mund, spiserør, mavesæk og tarm. Især ben fra svin og fjerkræ splintrer let. Rester fra søndagsstegen skal i skraldespanden med låg, ikke i hundeskålen.

Det er heller ikke sådan, at tørrede eller røgede ægte knogler automatisk er sikre. Den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed FDA har advaret mod forarbejdede ben-godbidder efter indberetninger om bl.a. kvælning, tarmstop og skader i mund og tarm. Pressede tyggeting uden knogle er en anden kategori, men også her gælder det, at størrelsen skal passe, og at hunden ikke må sluge store stykker.

Rå ben skal håndteres som råt kød

Rå ben kan indeholde de samme bakterier som andet råt kød, fx salmonella. Optø benet i køleskabet frem for på køkkenbordet, og vask hænder, skærebræt og skål, når du er færdig. Lad ikke benet ligge fremme i flere timer i et varmt rum. Har I små børn eller nogen i husstanden med nedsat immunforsvar, er rå ben ikke det nemmeste valg.

Giv benet et fast sted: udenfor, på et gulv der kan tørres af, eller på et vaskbart underlag. Det gælder også tørrede tyggeting, som bliver fedtede af spyt og sætter pletter i lyse tæpper og sofabetræk, og det bliver samtidig lettere at holde øje. Rå ben pakkes i pose og lægges i køleskabet mellem gangene og kasseres efter et par dage. Tørrede tyggeting opbevares tørt og lufttæt.

Marven er meget fedtrig

Marv smager hunden godt, men den består for en stor del af fedt. En hund, der ikke er vant til det, kan få løs mave af at tømme et helt marvben på én gang. Skrab noget af marven ud de første gange, og hold øje med afføringen dagen efter. Det samme gælder, når du introducerer en ny type tyggeben: start med lidt.

Store mængder fedt kan også belaste bugspytkirtlen. Har din hund tidligere haft betændelse i bugspytkirtlen eller tåler fedt dårligt, så tal med dyrlægen, før du giver marvben eller andre fede tyggeting som grisører.

Hvor ofte og hvor længe

Et kødben eller et stort tyggeben er en ordentlig portion kalorier, ikke en lille snack. Der findes ingen fast regel for, hvor ofte, men store, fede ting som marvben er bedst som noget, hunden får en gang imellem, mens små, magre tyggeting kan gives oftere. Træk kalorierne fra dagens portion af hundefoder, især hvis hunden i forvejen er på grænsen vægtmæssigt.

Sæt en tidsgrænse på højst en halv time frem for at lade hunden gnave hele aftenen. Så får hunden tyggearbejdet uden at slide unødigt på tænderne eller få for meget fedt indenbords. Skal tyggebenet være en fast del af rutinen, fx når du går på arbejde, så hold dig til en type, du ved, hunden tåler, og som den ikke kan få ned i store stykker uden opsyn.

Kødben til hvalpe kræver ekstra tilbageholdenhed

Mælketænder er tynde og brækker let, og under tandskiftet er munden i forvejen øm. De nye, blivende tænder tåler heller ikke den entusiasme, hvalpen går til værks med. Store, hårde kødben er derfor sjældent et godt match til hvalpe, hverken før eller lige efter tandskiftet. Vent, til det blivende tandsæt er på plads, og start så med noget blødt og småt.

Imens er der blødere muligheder blandt tyggeben til hvalpe, og størrelsen skal justeres løbende, efterhånden som hvalpen vokser. Hvalpen bør desuden lære at aflevere frivilligt, før den får noget så værdifuldt som et kødben. Det er nemmere at træne med en byttehandel end at tage benet med magt senere.

Hvalpe må gerne få tyggeben, og trangen til at tygge er størst under tandskiftet, som hos de fleste hunde ligger fra omkring fire til syv måneders alderen. Vælg bløde tyggeting, du kan lave mærke i med neglen, og hold opsyn hver gang. Et kødben til hvalpe kan komme på tale, når det blivende tandsæt er på plads. Start med et råt ben med meget kød og brusk på, så stort at det ikke kan sluges, og giv det i få minutter ad gangen.

Flere hunde og ét tyggeben går sjældent godt

Et godt tyggeben er den mest værdifulde ting i huset, mens det varer. Selv hunde, der spiser side om side uden problemer, kan blive stive i kroppen og fryse over et ben. Giv derfor hver hund sin egen, og hver sit sted.

Adskilte rum, en lukket dør eller et åbent hundebur løser det uden konflikt. Tag aldrig benet fra hunden med hånden; byt det i stedet for noget bedre, og saml det op, når hunden er gået fra det. Vogter hunden benet over for mennesker, er det et tegn på, at ben ikke er den rette godbid lige nu.

Når kødben ikke er det rigtige valg

Nogle hunde bliver anspændte og forsvarer benet. Andre er slugere, der prøver at få hele stykket ned i stedet for at tygge. Begge dele er gode grunde til at droppe ben og finde en anden form for beskæftigelse, fx aktivitetslegetøj med foder i. Det samme gælder hunde med følsom mave, dårlige tænder eller nyligt tandarbejde.

Kødben erstatter heller ikke tandbørstning. Tyggearbejdet kan skrabe noget belægning af kindtænderne, men det når ikke tandkødsranden og fortænderne ordentligt. Daglig børstning er det, der virker bedst, og du kan læse mere om rutinen under tandpleje til hund. Som supplement er tandrensende godbidder mildere ved tænderne end hårde ben.

Tegn på, at et ben har gjort skade

Hold øje med hunden i timerne og dagene efter et ben. Kontakt dyrlægen, hvis hunden:

• sikler, gylper, kaster op eller forsøger at synke uden held
• slår med poten mod munden eller ikke vil lukke munden
• tygger i den ene side, taber foder eller har en tand, der ser knækket eller misfarvet ud
• presser uden at få afføring, har blod i afføringen eller virker øm i maven
• bliver sløv eller holder op med at spise