Hundebørster & strigler

Vælg hundebørsten efter pelsen, ikke efter racen

Den rigtige hundebørste afhænger af to ting: om hunden har underuld, og hvor langt dækhåret er. Kort, glat pels klarer sig med en gummistrigle eller en naturhårsbørste. Dobbelt pels med tæt underuld kræver en underuldsbørste eller -strigle, især i fældeperioden. Lang eller halvlang pels skal have en karte (undulatorbørste) til at rede ud med og en metalkam til at finde de knuder, børsten overser. Ruhårede hunde skal desuden trimmes, ikke kun børstes.

De fleste hunde har altså brug for to redskaber, ikke syv: ét der tager det løse hår, og ét der kontrollerer eller glatter ud bagefter. En labrador og en schæfer ligner ikke hinanden, men begge har dobbelt pels og plejes efter samme princip.

Pelspleje på hund består grundlæggende af tre dele: regelmæssig børstning, kontrol med kam og, for nogle pelstyper, trimning eller klip. Bad hører også med, men de fleste hunde skal bades langt sjældnere, end de skal børstes. Har du først fundet den rette børste til hunden, går resten meget lettere.

Fire pelstyper, fire slags pleje

• Dobbelt pels med underuld (fx labrador, schæfer, golden retriever): opgaven er at få den løse underuld ud, før den filtrer sammen inde ved huden.
• Lang, blød pels: her handler det om at forebygge knuder, hvor der er gnidning, især bag ørerne, i armhulerne og om halsen under halsbåndet.
• Kort, glat pels: plejen går mest ud på at fjerne døde hår og fordele hudens naturlige fedtstoffer, så hårene ikke ender i sofaen.
• Ruhåret pels (mange terriere og schnauzere): de døde strithår skal plukkes ud, fordi de ikke selv falder af. Børstning alene er ikke nok.

Børste til langhåret hund

Til en langhåret hund er karte og metalkam grundudstyret. Hundebørster til lang pels skal have tænder, der er lange nok til at nå ned til huden, ellers glider de kun hen over det yderste lag. Børst i lag: løft pelsen med den ene hånd, og start med de nederste hår tæt ved huden, før du arbejder dig udad.

Langhårede hunde plejes dog ikke ens. En lang pels med tæt underuld har også brug for et underuldsredskab i fældeperioden. En enkeltlaget, silkeagtig pels klarer sig oftest med karte, kam og eventuelt en pin brush til at glatte ud.

Typerne af børster og kamme, og hvad de gør

Navnene varierer fra butik til butik, men redskaberne falder i nogle få grupper:

• Gummistrigle: bløde gummiknopper, der masserer huden og samler løse dækhår. Til kort, glat pels og til hunde, der synes metal er ubehageligt.
• Karte / undulatorbørste (slicker): mange tynde, bøjede metaltænder på en flad plade. Redder halvlangt og langt hår ud og løsner begyndende filt.
• Metalkam (rednekam): stive metaltænder i én række, ofte med en grov og en fin halvdel. Bruges til kontrol og til at arbejde en knude op fra ydersiden og ind. En grov kam passer til lang, tyk eller ruhåret pels, en mellemfin til mellemlang pels.
• Underuldsbørste eller -strigle: korte, tætsiddende tænder, der går ned gennem dækhårene og trækker løs underuld ud hos hunde med tæt bundpels.
• Rullekam: tænder, der drejer rundt, når du trækker kammen gennem pelsen. Det giver mindre træk i knuder og underuld.
• Pin brush (stiftbørste): længere stifter, ofte med afrundede spidser, til lange, silkeagtige pelse, hvor du mest skal glatte ud og fordele fedtstofferne.
• Naturhårsbørste: giver glans på kort pels, men fjerner kun lidt hår. Børster med en blanding af svinehår og nylon arbejder lidt dybere og kan bruges på mellemlang og lang pels.
• Selvrensende børste: en knap skubber det opsamlede hår af tænderne. Det lyder som en detalje, men gør det nemmere at få børstningen ind i hverdagen.

En almindelig hårbørste til mennesker kan bruges nødtørftigt på meget kort pels, men den er ikke lavet til at komme ned i underuld eller løsne filt. Redskaber til hunde gør arbejdet hurtigere og mere skånsomt.

Ordet strigle bruges lidt løst. En strigle til hund er som regel et redskab af gummi eller med korte, butte tænder, som du fører hen over pelsen i cirkler eller korte strøg, så løse hår samles. En børste har længere tænder eller hår og går dybere. Gummistrigler passer derfor bedst til kort pels, mens langhårede hunde og hunde med underuld har brug for en egentlig børste og en kam.

Tændernes længde og afstand afgør, hvor dybt du kommer

Det vigtigste på en børste er ikke mærket, men tændernes længde, tykkelse og indbyrdes afstand. Korte tænder arbejder i overfladen, lange tænder når ned til huden. Tætsiddende tænder tager mere hår med, men bider også hårdere fat, hvis pelsen er sammenfiltret.

Tommelfingerreglen er ligetil: tænderne skal kunne nå ned til pelsens bund, uden at det kræver et hårdt tryk fra dig. Har hunden lang og tæt pels, og bruger du en børste med korte tænder, rører du kun ved det yderste lag, mens løs uld og hudfedt samler sig længere nede og bliver til filt. Omvendt er lange, tætte metaltænder unødigt hårde mod en hund med kort pels og tynd hud.

Leder du efter en hundebørste, der er bedst i test, så husk, at ingen børste til hunde er bedst til alle pelstyper. Vi tester ikke selv produkter, men du kan sammenligne de punkter, der gør en reel forskel: tændernes længde i forhold til pelsen, om spidserne er afrundede, hvor godt grebet ligger i hånden, hovedets størrelse og hvor nemt børsten er at rense. En enkel børste, der passer til din hunds pels, gør mere gavn end en dyr model lavet til en anden pelstype.

Metalkammen er den ærlige kontrol

En børste kan snyde. Den glider hen over overfladen, pelsen ser flot ud, og filten sidder stadig tæt på huden. Kammen kan ikke snyde: den sætter sig fast, hvor der er problemer.

Brug derfor kammen efter børsten, ikke i stedet for. Kan du køre den grove halvdel gennem pelsen fra hud til spids uden at møde modstand, er du færdig. Gør det i sektioner, og tag mindre sektioner, hvor underulden er tæt. Møder du en knude, går du videre til teknikken længere nede.

Metal, gummi eller plast: hvad det betyder for huden

Metaltænder holder formen længe og er de mest effektive mod filt. Til gengæld kan de også give hudirritation, hvis du presser for hårdt eller bliver for længe på samme sted. Det gælder især karten, hvis tynde tænder let kradser huden. Ser huden rød ud efter en omgang, har du enten presset for meget eller valgt et for hårdt redskab.

Underuldsredskaber med tætte metaltænder eller en klinge skal også bruges med let hånd. Bruges de for hårdt eller for ofte, kan de slide på dækhårene og irritere huden, så gem den intensive behandling til fældeperioden.

Gummi og blød plast er mere tilgivende, men fjerner mindre. Har din hund tynd hud, ømme steder eller bare lav tålmodighed, er det bedre at bruge længere tid med et blødt redskab end kort tid med et hårdt. Ser du gentagne hudproblemer, skæl eller kløe, som børstningen ikke løser, hører det hjemme hos dyrlægen frem for i en ny børste.

Greb og størrelse betyder mere, end det lyder

Du holder børsten i mange minutter ad gangen, og et dårligt greb får dig til at presse skævt. Et håndtag, der ligger godt i hånden, en let konstruktion og en hovedstørrelse, der passer til hunden, gør forskellen mellem en rutine, du holder ved, og en du udskyder.

Til en lille hund er et smalt hoved lettere at styre omkring ben, ører og haleroden. Til en stor, tykpelset hund er et bredt hoved hurtigere over ryg og sider, men suppler gerne med et lille redskab til de fine steder. Mange køber én stor børste og opdager først bagefter, at de svære områder er de små.

Hvor tit skal hunden børstes?

Korthårede hunde klarer sig typisk med en omgang en eller to gange om ugen. Langhårede hunde og hunde med tæt underuld har brug for det flere gange ugentligt og gerne dagligt i de uger, hvor pelsen skifter. Hunde med underuld fælder typisk mest forår og efterår, og der kan komme store mængder løs uld på kort tid. Hunde, der mest er indendørs, fælder ofte mere jævnt hen over året.

De fleste knuder opstår, fordi der går for lang tid imellem. Fem minutter et par gange om ugen er nemmere for jer begge end en lang seance, hvor hunden bliver træt, og du bliver utålmodig. Læg børstningen et sted i dagen, hvor hunden allerede er faldet til ro, fx efter turen, og slut mens det stadig går godt, også selvom du ikke er nået hele vejen rundt. Begynder hunden pludselig at fælde kraftigt uden for sæsonen, eller kommer der bare pletter i pelsen, så nævn det for dyrlægen.

Sådan får du filt ud, uden at hunden lærer at hade det

Tag fat om pelsen tæt ved huden med den ene hånd, mens du arbejder med den anden. Så trækker du i knuden og ikke i skindet, og hunden mærker langt mindre.

Arbejd udefra og ind: løsn yderst i knuden først med spidsen af kammens tænder eller med karten, i korte bevægelser, i stedet for at forsøge at trænge igennem hele filten på én gang. En rullekam kan gøre arbejdet lettere i underuld. Sidder filten som en hård plade helt inde ved huden, kan den ikke redes ud uden at gøre ondt. Så er det bedre at klippe den fri, og gør det forsigtigt, fordi huden let trækkes med op i en filtknude og kan klippes.

Er hele pelsen filtret i et sammenhængende lag, er det en opgave for en hundefrisør. Der er intet vundet ved at bruge timer på noget, der ender med at skulle klippes af alligevel.

Ruhåret pels skal trimmes, dobbelt pels skal ikke klippes ned

Ruhåret pels bliver siddende, når den er død, i stedet for at falde af. Bliver den kun børstet, bliver den mat og blød, og den hårde, vandafvisende struktur forsvinder. Løsningen er trimning: at plukke de døde strithår ud med fingrene eller en trimmekniv, typisk et par gange om året afhængigt af hunden. Det gør ikke ondt, når håret er modent og slipper let. Klipper du i stedet for at trimme, vokser pelsen ofte tilbage blødere og mere mat i farven, og strukturen kan være svær at få igen.

Hunde med dobbelt pels bør som udgangspunkt ikke klippes helt ned. Dækhår og underuld beskytter sammen mod både kulde, varme og sol, og efter en kort klipning vokser pelsen hos nogle hunde ujævnt eller tyndt ud igen. Fjern i stedet underulden løbende med en underuldsbørste. Er der en medicinsk grund til at klippe, er det dyrlægens vurdering.

Børst før badet, ikke i våd filt

Vådt hår er mere skrøbeligt og knækker lettere, når du trækker i det, og en knude, der bliver våd, strammer til, når den tørrer. Børst derfor pelsen igennem, inden hunden bades, og vent med at rede knuder ud, til pelsen er tør. En gummistrigle eller massagebørste kan derimod fint bruges i våd pels under selve vasken til at arbejde shampooen ind og løs pels ud.

Har du en langhåret hund, kan en pelsplejespray eller en let balsam gøre kammen nemmere at trække igennem, fordi den mindsker friktionen. Vælg produkter lavet til hunde, ligesom med hundeshampoo, og hold dem væk fra øjnene.

Pelsplejen efter en tur i naturen

En stor del af det, du fjerner, er ikke fældet pels, men snavs, hunden har fået med hjem. Kør hænderne gennem pelsen, så snart I er tilbage. Det tager et halvt minut og forhindrer, at der står en knude dagen efter.

• Burrer og græsfrø: pil dem ud med det samme, mens de sidder løst. Burrer bliver kernen i en filtknude, og spidse græsfrø kan arbejde sig ind i huden, især mellem tæerne og i ørerne. Slikker hunden pludselig ved en pote eller ryster på hovedet, så få det undersøgt.
• Sand og salt: skyl af eller børst ud, især på bugen og indersiden af lårene, hvor det skurer.
• Snebolde mellem tæerne: smelt dem med lunkent vand frem for at hive. Klip håret mellem trædepuderne kort om vinteren.
• Tjære, harpiks og tyggegummi: massér lidt madolie ind, lad det virke et par minutter, og arbejd det ud. Brug aldrig sprit, terpentin eller andre opløsningsmidler, og kontakt dyrlægen, hvis der er meget, eller huden er påvirket.
• Mudder: lad det tørre og børst det ud. Vådt mudder smører sig bare længere ind i pelsen.
• Flåter: brug samtidig hænderne til at mærke efter langs hals, ører, armhuler og lysken.

Finder du jævnligt flåter i sæsonen, så se på loppe- og flåtmidler til hund og få forebyggelsen ind i rutinen frem for at tage det fra gang til gang.

Vænn hunden til børsten, før du får brug for den

Den bedste tid at introducere hundebørster på er, mens der ingenting er at børste. Læg børsten på gulvet, lad hvalpen snuse til den, og tag to strøg ad gangen på skulderen, hvor de fleste hunde har det nemmest. Slut, mens det stadig går godt.

Arbejd dig derefter videre til poter, området bag ørerne, maven og haleroden. Det er steder, hvor filt ofte opstår, og hvor mange hunde i starten synes, det er ubehageligt at blive rørt. Små træningsgodbidder undervejs hjælper hunden med at forbinde børsten med noget positivt.

Er hunden voksen og allerede skeptisk, kan det skyldes tidligere dårlige oplevelser, fx at nogen har trukket hårdt i en knude. Begynd så forfra med korte seancer, et mildere redskab og eventuelt bare hænderne i starten. Er hunden decideret utryg ved at blive holdt fast, så byg det op i meget små trin, og spørg dyrlægen eller en hundetræner til råds, hvis det ikke rykker.

Børstningen er også et sundhedstjek

Mens du arbejder dig gennem pelsen, har du hænderne på hele hunden. Det er den bedste anledning til at mærke efter knuder, hævelser, sår, ømme steder, skæl og fedtede pletter, og til at opdage en flåt tidligt. Tag samtidig et hurtigt kig på øjne, ører og poter, mens hunden alligevel står stille. Gør det gerne samme sted og på samme tidspunkt, så får du et løbende billede af, hvordan hud og pels har det hen over året.

En tør, glansløs pels med meget skæl skyldes sjældent den forkerte børste. Kosten betyder meget for hud og pels, både et fuldfoder af god kvalitet fra udvalget af hundefoder og indholdet af fedtsyrer. Nogle hundeejere supplerer med lakseolie, der indeholder omega-3-fedtsyrer. Pludseligt hårtab i pletter, kraftig kløe, sår eller lugt fra huden hører dog ikke hjemme i en pelsplejerutine. Det skal ses af en dyrlæge, før du prøver dig frem med produkter.

Hold børsten ren, og skift den i tide

En børste fyldt med gammelt hår kan ikke tage nyt hår. Træk pelsen ud af tænderne efter hver omgang; en kam eller fingrene gør det på få sekunder. Gummistrigler og de fleste plastredskaber tåler lunkent vand med lidt sæbe, mens børster med træbund helst kun skal tørres af, så bunden ikke slår sig. Lad redskaberne tørre helt, før du lægger dem væk.

Så længe tænderne sidder lige, og gummiet ikke er blevet stift og revnet, holder de fleste redskaber længe. Skift dem, når tænder er knækket, bøjet skævt eller har mistet den beskyttende kugle i spidsen. En metaltand med en skarp kant kan du mærke, hvis du kører den let over din egen underarm. Kan du mærke den, kan hunden også.