Hundesko & potebeskyttelse

Hvornår har hunden brug for hundesko?

De fleste hunde i Danmark klarer sig fint uden sko hele livet. Poten er bygget til slid, og ture på grus, græs og fortov håndterer den sagtens. Sko til hunde giver mening i tre situationer: når vejene er saltet om vinteren, når asfalten er brændende varm om sommeren, og når en pote med sår eller revner skal holdes ren og tør, mens den heler. Dertil kommer lange ture på skarpt underlag som is, skærver eller klipper, hvor puderne kan slides op.

På varme dage er det bedste råd at undgå den varme asfalt helt: gå tidligt om morgenen eller sent om aftenen, og vælg skygge, græs eller skovbund. Når luften er over 20 grader, kan asfalt i direkte sol nå 45-50 grader. Tjek med håndryggen: kan du ikke holde den mod belægningen i fem sekunder, er den for varm til hundens poter. Sko er en nødløsning til de ture, du ikke kan flytte, ikke en grund til at gå på glohed asfalt midt på dagen.

Skyl og smør poterne, før du køber sko

Vejsalt udtørrer trædepuderne og kan give sprækker og sår, især fordi saltet sætter sig fast mellem tæerne. Mange ejere opdager det først, når hunden virker sløv eller uvillig på vinterturen; ofte er forklaringen ømme poter. Det kan som regel forebygges uden sko:

• Før turen: smør potevoks på trædepuderne. Det giver en tynd barriere mod salt og slud, og de fleste hunde accepterer det langt bedre end sko. Prøv voksen på én pote først for at se, om hunden tåler den.
• Efter turen: skyl poterne i lunkent vand, så saltresterne forsvinder, og tør grundigt mellem tæerne. En spand og et håndklæde ved døren, gerne sammen med en dørmåtte, gør rutinen let at holde.
• Ved tørre poter: en potecreme eller et nyt lag voks efter skylningen modvirker udtørring.

Voks og creme er forebyggelse. Har hunden allerede sår eller åbne revner, skal de ikke smøres over, og så er det tid til at få poten set af en dyrlæge. Du kan læse mere om den daglige pleje under øjne, ører og poter. Bliver poterne ved med at være røde og ømme trods skylning og voks, er det dér, sko bliver relevante.

Mål poten, ikke hunden

Størrelsen på hundesko følger ikke hundens vægt eller race, men potens mål. Selv inden for samme race varierer poterne en del, så størrelsesguides baseret på race er kun vejledende.

1. Stil hunden på et stykke papir, og løft det modsatte ben, så vægten ligger på poten, og tæerne spreder sig naturligt.
2. Sæt et mærke på hver side af poten på det bredeste sted. Afstanden mellem mærkerne er bredden.
3. Mål længden fra spidsen af den længste klo til bagkanten af den store trædepude.
4. Gentag på bagpoten. Hos mange hunde er forpoterne tydeligt bredere end bagpoterne.

Vælg derefter den størrelse, hvor bredden passer. En sko, der er for bred, roterer rundt om poten og falder af; en, der er for smal, klemmer tæerne sammen. Er du mellem to størrelser, så tag højde for, om hunden har lange kløer, der skal have plads. Ligger for- og bagpoternes mål langt fra hinanden, kan det betale sig at vælge sko, der sælges parvis, så du kan købe to forskellige størrelser.

Vælg sko efter formålet

Sålen skal kunne bøje, fordi poten spreder sig i det øjeblik, den lander. En stiv sål føles forkert for hunden og giver en kluntet gang. Prøv at bøje sålen med hånden: den skal kunne rulle som en tynd gummisål, men samtidig være tyk nok til at holde glasskår og skarp is ude.

• Vintersko: tætsluttende skaft, greb i sålen og et materiale, der tåler salt og våd sne.
• Sommersko: tyndere og mere åndbare. Varm asfalt kræver isolering nedad, ikke en tyk vinterstøvle.
• Sårsko eller beskyttelsessko: vandtæt bund til brug over en forbinding, gerne så høj, at bandagen holdes tør. Tag skoen af igen, når I er inde, og følg dyrlægens anvisninger for forbindingen.
• Terrænsko til lange ture: forstærket tåparti, hvor sliddet næsten altid kommer først.
• Refleks: et lille ekstra synligt punkt på mørke vinterture, men ikke en erstatning for refleks og lys på hunden.

Potesokker eller sko?

Potesokker er bløde sokker med skridsikre prikker under. De er lavet til indendørs brug, fx på glatte gulve, hvor en ældre hund har svært ved at holde fodfæstet, eller til at holde en forbinding på plads inde i huset. Udendørs bliver de hurtigt våde og slidte, og de holder hverken salt, slud eller varm asfalt ude. Leder du efter sko til hundepoter til brug på gåture, skal du vælge en rigtig sko med en bøjelig gummisål.

To eller fire sko?

Er formålet beskyttelse mod salt eller varm asfalt, skal hunden have sko på alle fire poter, for den går på dem alle. Til et sår på en enkelt pote kan én sko være nok, men mange hunde går mere ujævnt, når kun den ene ende er skoet. Derfor er det ofte lettere at vænne hunden til et par på enten for- eller bagbenene.

Lukningen afgør, om skoen bliver på

De fleste hundesko falder ikke af, fordi de er for store. De falder af, fordi de lukkes forkert. Remmen skal sidde på det smalle stykke af benet lige over poten: på forbenet lige over ulvekloen, under håndleddet, og på bagbenet tilsvarende over poten, et godt stykke under haseleddet. Spænder du løst midt på poten, glider skoen af; spænder du over selve leddet, hæmmer det bevægelsen.

To remme holder typisk bedre end én, og en elastisk manchet foroven forhindrer sne og småsten i at snige sig ned. Spænd, mens hunden står. Du skal kunne få en finger ind under remmen, og du bør tjekke igen efter de første minutters gang, når skoen har sat sig. Gnaver skoen, ses det typisk som røde eller hårløse pletter, hvor remmen sidder, så kig efter, når skoene kommer af.

Tilvænning tager en uge, ikke en tur

Første gang løfter de fleste hunde benene højt og stift, som om gulvet var varmt. Det går over, men ikke på fem minutter. Start indendørs med to sko på forpoterne i et minut, giv en godbid, og tag dem af igen, mens hunden stadig synes, det er i orden.

Byg op over flere dage: to sko, fire sko, en kort gåtur i haven og derefter en rigtig tur. Små, bløde træningsgodbidder gør det let at belønne mange gange undervejs, så skoene forbindes med noget godt. Hunde, der får sko på for første gang midt i en snestorm, lærer sjældent at kunne lide dem.

Hvis hunden nægter at gå med sko

Gå et skridt tilbage i tilvænningen, og lad skoene sidde på i kortere tid ad gangen, gerne indendørs med belønning. Vil hunden fortsat ikke, er det også et brugbart svar. Så kan du skifte til potevoks, kortere ture på saltet asfalt og skylning bagefter, og give et ekstra lag på kroppen med en hundejakke, hvis hunden fryser.

Isklumper, sår og andre lavpraktiske problemer

Hunde med meget pels mellem trædepuderne får let små isklumper, der samler sig til hårde kugler og gør ondt på turen. Her hjælper det ofte lige så meget som sko at klippe pelsen mellem trædepuderne kort. Det kan gøres derhjemme med en saks med afrundet spids eller en lille potetrimmer, mens hunden ligger roligt.

Har hunden en flænge i puden, heler den langsomt, fordi den belastes, hver gang hunden går. En sko over forbindingen holder såret rent på turen ud i haven. Er såret dybt, bløder det meget, halter hunden, eller ser det betændt ud, hører det hjemme hos dyrlægen, ikke i en sko.

Vask og tørring mellem turene

Salt og sand slider indvendigt, og en fugtig sko, der ryger direkte ned i en pose, lugter hurtigt. Skyl skoene under hanen efter saltture, tryk vandet ud, og lad dem lufttørre ved stuetemperatur. Undgå radiatoren, hvor gummi og lim kan blive stive.

Tjek velcroen jævnligt. Når den fyldes med hår, mister den grebet, og så er det ikke skoen, der er noget galt med. Har du en lille hund, hvor sko sjældent bliver en fast del af garderoben, giver det ofte mere mening at prioritere hundetøj til små hunde, der holder kroppen varm på hele turen.